Demokrati - Magtens tredeling i Danmark

I den danske Grundloven står der, at magten skal deles på tre forskellige områder – også kaldet magtens tredeling. Tanken bag magtens tredeling er tre magter, der er fuldstændigt uafhængige af hinanden. Det sikrer, at de kan holde hinanden i skak og sørge for, at ingen misbruger deres magt.

Den lovgivende magt: Kongen og Folketinget har den lovgivende magt i Danmark. Folketinget beslutter lovene, mens kongen blot skriver under på lovende. Det er derfor reelt set kun Folketinget, som alene vedtager lovene.

Den udøvende magt: I Grundloven står der, at den udøvende magt ligger hos kongen. Kongen skal administrere lovene, sørger for at de bliver vedtaget, samt ført ud i livet. Kongen gør det ikke alene, men med hjælp fra ministre eller regeringen. I praksis er det også regering, der udarbejder lovforslagene, hvor folketinget bagefter behandler dem, og måske vedtager lovforslaget. Det er Folketinget, der bestemmer, hvem der skal udnævnes til statsminister, og ikke kongen. Den danske konge eller dronning har derfor reelt ingen udøvende magt.

Den dømmende magt: Hvis lovene bliver overtrådt, er det domstolene, der har ret til at dømme efter lovene. Domstolene skal også kontrollere, at folketinget ikke vedtager love, der strider mod Grundloven.

Svenskeren Molin har lavet Molins model. Modellen forklarer, hvorfor de politiske partier opfører sig, som de gør. Derudover forklarer den også hvilke motiver, der ligger bag en politisk udtalelse.

Ifølge Molin er det en påvirkning ude fra samfundet, som får partiet til at reagere. Partiet kan vælge at udtale sig på baggrund af dens ideologi ud fra, hvad der er populært i samfundet eller ud fra et hensyn til politiske medspillere og modstandere.

Når et politisk parti reagerer på en begivenhed, skal partiet vælge mellem ideologi, popularitet eller parlamentarisme, når de kommer med et politisk budskab.

Ideologisk faktor: Partier udtaler sig på baggrund af sit ideologiske standpunkt. Det kan for eksempel være Venstre, der vil sænke skatten på arbejde, hvilket er en liberal mærkesag. Altså at man går ud fra noget fra sin egen ideologi.

Popularitetsfaktor: Her udtaler partier og politiker sig ud fra, hvad der er populært og rører sig i befolkningen. Socialdemokratiet har for eksempel over en længere årrække bevæget sig fra at tage afstand fra Dansk Folkepartis udlændingepolitik til at have en politik, der på mange områder ligger meget tæt på Dansk Folkepartis politik. Da det er populært i samfundet, og Socialdemokratiet ønsker flere vælgere.

Parlamentarisk faktor: Her udtaler partiet sig fra hensyn til politisk allierede eller til politiske modstander. Det kan for eksempel være, at Venstre foreslår strammere regler for udlændinge, som er en mærkesag for Dansk Folkeparti. Det gøres for at vise, at Venstre og Dansk Folkeparti er allierede. Eller det kan være at partier i oppositionen stemmer imod regeringens politik for at vise afstand til regeringen.

Der findes en lang række styreformer for, hvordan man kan styre et samfund. I det nedenstående vil diktatur og demokrati blive uddybet.

I et diktatur er alt bestemt af en person. Hvor det typisk er en enkelt person eller gruppe, som sidder på magten. Lederen eller lederne bestemmer og kontrollerer alt. Det kan medføre straf, hvis man ikke følger diktatorens beslutninger. Den enkelte borger har ingen rettigheder. Det vil sige, at borgerne for eksempel ikke har tale-, tros- og trykkefrihed. Det er de færreste lande, som har et diktatur, hvor kun én person sidder på magten. Nordkorea, som styres af Kim Jong-Un, er et eksempel. Ingen lande kalder sig selv i dag for et diktatur, selvom det ikke er alle lande, som lever op til et demokratisk styrer.

Demokrati betyder på græsk folkestyre. Det betyder, at det er folket, der bestemmer og styrer. Man forbinder normalt demokrati med, at borgerne har indflydelse ved at afgive deres stemme. Det er altid flertallet, som der bestemmer. Flertalsafstemning er altså en del af demokratiet.

Der er tilfælde, hvor demokratiske afstemninger ikke er helt fair. Det er et såkaldt flertalsdiktatur. Det vil sige, at en stor gruppe undertrykker en bestemt gruppe eller person. Flertalsdiktatur undgås ved at have indført nogle borgerrettigheder i den demokratiske styreform. Disse rettigheder går blandt andet ud på, at man har tale-, tros- og trykkefrihed.

Grundloven indeholder de mest grundlæggende regler, der gælder for alle danske borgerne. Der er ingen af de love, der vedtages i Folketinget i dag, må være i modstrid med Grundloven.

Grundloven blev underskrevet af kong Frederik den 7. Den trådte i kraft den 5. juni 1849. Det resulterede i, at der blev indført demokrati i Danmark. I Grundloven står der, hvem der har magten i Danmark og hvilke pligter og rettigheder, den enkelte danske borger har.

Grundloven forklarer borgernes rettigheder, og her er nogle af de centrale punkter i Grundloven.

Personlig frihed: Man kan ikke fængsles på grund af politisk eller religiøs overbevisning. Alle anholdte skal slippes fri eller stilles for en dommer senest 24 timer efter deres arrestation. Det kaldes et grundlovsforhør.

Tale-, tros- og trykkefrihed: Det betyder, at man i Danmark kan sige, tro og skrive, hvad man vil. Man skal dog huske på, at man i enkelte tilfælde kan blive straffet for de ting, man siger eller skriver. Det kan for eksempel være, hvis man kommer med racistiske udtalelser eller på anden måde fornærmer andre mennesker groft.

Boligen er ukrænkelig: Hverken politiet eller andre må gå ind i folks bolig. Medmindre politiet har en tilladelse fra domstolene. Det gælder også, hvis politiet ønsker at aflytte telefonen eller at åbne folks post. Man siger, at politiet skal have en retskendelse.

Ejendomsretten er ukrænkelig: Enhver kan bestemme over de ting, som vedkommende ejer. Staten eller andre kan ikke bare kræve at få ens ejendom. Hvis staten for eksempel er ved at bygge en vej, der vil komme til at gå gennem ens grund, kan man dog tvinges til at sælge sin ejendom til staten. Man kalder det ekspropriation, når staten forlanger, at folk skal sælge deres ejendom til staten.

Fri adgang til at udøve det erhverv, man vil: I princippet kan du vælge at arbejde med det, du ønsker. Der kræves til mange job, at man har en bestemt uddannelse. Der står også i Grundloven, at det skal tilstræbes, at alle har et arbejde. Har man ikke det, skal det offentlige hjælpe dem uden arbejde.

Frihed til at danne foreninger, afholde møder og demonstrere: I Danmark må man danne og være medlem af alle de foreninger, man har lyst til. Man må dog ikke danne foreninger, der forsøger at opnå deres mål med vold. Man har også ret til at arrangere offentlige møder, men hvis politiet mener, at der er fare for den 'offentlige fred', kan de forbyde demonstrationer.

Alle har ret til undervisning: Det vil sige alle dansker har ret  gratis skolegang.

Ligestilling mellem kønnene: Danmark er et blandt ganske få andre lande herunder Saudi-Arabien og Brunei, hvor der ikke er nævnt noget om ligestilling mellem kønnene i Grundloven. Det betyder ikke, at grundloven er imod ligestilling, da der er andre love som sikrer det.

Borgernes pligter i grundloven er følgende: 

Betale skat: Alle danske borger, der tjener over et vist beløb, skal betale skat.

Undervisningspligt i ni år: Undervisning er en rettighed, men også en pligt. Samfundet har nemlig en interesse i, at borgerne er veluddannede.


Enhver mand, der kan bære et våben, er forpligtet til at bidrage til landets forsvar: I grundloven står der, at Folketinget bestemmer reglerne for, hvilke danske mænd der skal være soldater, og hvor længe de skal være det. I dag er det muligt at blive fri for militærtjeneste.