Kulturrevolutionen i Kina fra 1966 til 1976

Rødgardisterne spredte sig til hele Kina, og forandrede alle byer. Rødgardisterne overtog nærmest landet, og gjorde alt, for at overbevise kineserne om, at det er Maos politik der er den rigtige.

I 1949 opnåede den kinesiske befolkning, under ledelse af det kommunistiske parti endelig en storsejr. Dette betød, at lederen Mao satte meget større fokus på bønderne og den fattige del af Kina.

Det kommunistiske parti garanterede, at de kunne udrydde fattigdom og opbygge et rigt og lykkeligt socialistisk samfund. Derfor lancerede man i 1958 ”det store spring fremad”, hvilket betød, at man lavede små̊ folkekommuner.

Folkekommunerne skulle lære at arbejde mere effektivt, og landdistrikterne skulle industrialiseres.

Det store spring fremad var en stor katastrofe, og Mao blev delvis udmanøvreret fra sin position som enehersker. Efterfølgende tog Deng over, og kørte hans kapitalistiske styre, hvor bønderne var private og solgte deres overskudsproduktion på det frie marked.

Selvom Dengs politik gjorde, at Kina fik bedre økonomi igen, kom Mao tilbage i centrum i 1966. I 1966 iværksatte Mao nemlig kulturrevolutionen.

Mao gik til modangreb mod dem, der havde angrebet ham under ”det store spring fremad”. Han mente, at de gamle overklasseværdier var på vej tilbage.

Han lavede et slogan som hed ”Bombarder hovedkvarteret”, som gik ud på at få mobiliseret de unge, til at gå imod den moderate fløjs politik.

Millioner af rødgardister tog rundt til virksomheder og institutioner. Lederne skulle genopdrages i den rigtige ånd. Samtidig skulle statens kontrol med virksomheder genetableres. Millioner af rødgardister spredte sig rundt i Kina, hvor rødgardisterne torturerede folk og smadrede folks hjem.

Derudover prøvede rødgardisterne at overbevise den kinesiske befolkning om, at Maos politik var det rigtige. Det gjorde rødgardisterne ved at kritisere Deng, og han blev ydmyget offentligt. Alt der omhandlede Deng blev fjernet for at få Mao til at se bedre ud.

Mao påvirkede også befolkningens følelser. Det gjorde Mao ved at tænke og snakke om underklassen og bønderne. Folk fik medlidenhed og en stor del af befolkningen var fattige bønder. Rødgardisterne var især meget hårde ved lærere og fabriksdirektører, da det er dem, der skulle lære om Maos politik. De var også hårde overfor direktørerne, der skulle overlade fabrikkerne til staten.

Derudover blev der lavet 23 forbud, som f.eks. gik ud på, at der skulle hænges billeder af Mao næsten overalt, der skulle undervises i Maos lære, og alt hvad der ikke har med Mao at gøre skulle fjernes. 

Kulturrevolutionen varede indtil 1976 hvor Mao dør, men var mest intens fra 1966 til 1969, hvor mange uddannelsesinstitutioner og fabrikker var lukket ned.

En konsekvens af kulturrevolutionen var, at private virksomheder skulle overdrages til staten.

Bøger, der ikke havde noget med Mao at gøre skulle brændes.

Den kinesiske befolkning blev på den både påvirket til, at den eneste rigtige er Maos politik. En politik om det klasseløse samfund, var det eneste, man kom til at høre om.

Mao forsøgte at påvirke kinesernes historieopfattelse, dette gjorde Mao med meget stærke midler.

Mao stod bag en lang række propaganda under revolutionen. Rødgardisterne gik rundt i byen, og tillod kun at der hang ting med Mao. Det kinesiske folk nærmest blev nærmest hjernevasket. Kineserne kunne kun se Maos holdninger.

Mao lavede en udrensningskampagne, for at få overbevist folk om, at det klasseløse kommunistiske samfund skulle tilbage igen. Han iværksatte kampagnen med en opfordring til ”at bombe hovedkvarteret”, med hvilket han mente, at kineserne skulle gå imod den moderate fløj KKP.

Mao udgav en bog, som blev kaldt ”den lille røde”. Bogen var en samling af Mao- citater, som de unge skulle bruge til at angribe med.

I ”Den lille røde” indeholdt alle Maos politiske ideer. Samtidig var det en samling af Mao-citater. Citaterne fra bogen blev hængt op rundt i byen, så folk ikke var tvivl om Maos politik.

”Den lille røde” blev brugt meget, og var en fast del af i alle skoler og på alle arbejdspladser. Der blev trykt omkring en milliard eksemplarer. Bogen blev brugt til et redskab for at påvirke kinesernes historieopfattelse.

Maos folk, der skulle hjælpe ham i kampen mod Deng, blev kaldt rødgardister, da det er dem, der bevogtede det kommunistiske partis røde idealer.

Rødgardisterne drog rundt i landet og opsøgte virksomheder og institutioner, da lederne skulle opdrages i den rigtige ånd, og statens kontrol af virksomheder skulle genetableres. Millioner af rødgardister spredte sig over hele landet, hvor de tævede lærere, brændte bøger og holdte massemøder.

Rødgardisterne lavede 23 forbud. Et forbund skulle for eksempel hænge Mao-citater op overalt og billeder af Mao offentlige steder.

I Kina opfattes kulturrevolutionen som en negativ ting, da der var flere millioner mennesker, der døde. Man fejrer derfor ikke dagen.

De unge og gamle kinesere opfatter kulturrevolutionen forskelligt. De unge er ikke blevet undervist om kulturevolutionen i skolen. De unge ved kun det, deres forældre har fortalt om Mao og revolutionen. De unge ser derfor Mao som en historisk person.

Den ældre del af befolkningen har stor respekt for Mao. Mao tænkte på den fattige del af befolkningen, og kæmpede for et mere lige Kina.
I Kina tillader regeringen ikke, at man taler om de brutale begivenheder under kulturrevolutionen. Hvor diskussioner om, hvad der skete den 16. maj 1966 ogsp, er blevet slettet på Weibo. Weibo er Kinas svar på Facebook.

Det siger noget om, at kulturrevolutionen den dag i dag stadig er et tabu. Hvor Kina gør alt, hvad de kan for ikke at snakke om de dårlige hændelser.
Det statsdrevne medie Phoenic TV har dog, her efter 50 år efter kulturrevolutionen, spurgt nogle unge mennesker, hvilke ord de vil sætte på kulturrevolutionen. Nogle er svarene er: vanvittig, en stor ulykke, idealisme og forvirring.

Nogle kritiserer Kina for, at de mangler et offentligt rum for at diskutere forskellige fortolkninger af kulturrevolutionen. En kvinde ved navn Xujun Eberlein, der er opvokset med kulturrevolutionen, syntes at den ældre generation ofte skjuler deres oplevelser overfor deres børn og børnebørn. Tiden bliver derfor lidt glemt.