Den central europæiske velfærdsmodel
Den konservative velfærdsmodel er udpræget i Østeuropa. Her har mange lande et system på arbejdsmarked, hvor ansatte og arbejdsgiveren er tvunget til at betale et beløb til forsikringsordninger - når den ansatte bliver syg eller arbejdsløs.
De sociale ydelser finansieres derfor ikke igennem skatten ligesom Danmark. Derfor er skatteprocenten ikke lige så høj, som den er er i Danmark.
Derfor vil de højtlønnede typisk få en højere folkepension eller dagpenge end de lavtlønnede. Der er derfor ikke meget hjælp fra staten til dem, der ikke er på arbejdsmarkedet. Hvorfor de sociale ydelser derfor først og fremmest bliver for dem, der er ude på arbejdsmarkedet.
Velfærdsidealerne i den konservative velfærdsmodel er at sikre vigtigheden af beskæftigelse og fast indkomst. Det er grundstenen for borgernes velfærd. Konservatismen er vigtig i denne model, nemlig at man skal sikre og bevarer en stabil samfundsudvikling - man forsøger at undgå sociale krisesituationer, der kan opstå når lønmodtager ikke er beskyttet i forhold til perioder ved tab af indkomst. Det er derfor obligatorisk for lønmodtagerne at være medlem af forsikringsfirmer, hvor de kan for sikringsydelser, hvis de bliver arbejdsløse.
Det betyder altså, at det kun er dem, der er i beskæftigelse, der har ret til sociale sikringsydelser. Sikringsydelserne kan derfor kun opnås gennem tilknytning til arbejdsmarked. De ikke-beskæftigede har ikke samme mulighed for social sikring, som de beskæftigede.
Den centraleuropæiske model lægger stor vægt på traditionelle familieværdier. Det afspejler sig også i modellen, hvor der er forsørgerpligt mellem børn og forældre. Forældrene har til en start forsørgerpligt over børnene. Det ændrer sig så, når forældrene bliver gamle, så er det børnene, der har forsøgspligt over forældrene.
Civilsamfundet er derfor i denne model ansvarlig for at opretholde egen velfærd, hvilket sikres igennem familien. Markedet spiller også en stor rolle i forhold til oprettelse og forøgelsen af velfærd, men ikke for at fordele velfærden.
I denne model varetages omfordelingen således dels af staten og arbejdsmarkedet i fællesskab, dels af civilsamfundet via familierne. Kirken spiller også en vigtig rolle i denne proces i form af såvel økonomisk som social hjælp. Overførselsindkomstsystemerne er bygget op således, at lønmodtagernes, arbejdsgivernes og statens interesser knyttes tæt sammen.
Tyskland er et eksempel på et land, hvor obligatoriske sociale bidrag/forsikringer er centrale.
Finansiering af den centraleuropæiske velfærdsmodel
Den centraleuropæiske velfærdsmodel finansieres af sociale ydelser: Gennem skatter og lovpligtig sociale bidrag.
Omfang af ulighed: Der er ulighed i de centraleuropæiske velfærdsmodeller, men de er oftere lavere end i den liberale model. En vis omfordeling i samfundet, men meget bundet op på borgernes tilknytning til arbejdsmarked.
Det er typisk lande som Tyskland, Frankrig, Belgien som har en sådan velfærdsmodel.
Finansiering af den liberale velfærdsmodel
Den liberale velfærdsmodel finansieres af sociale ydelser: Lidt gennem skatter, ellers via private forsikringer.
Omfang af ulighed: Der er en betydelig ulighed mellem befolkningen. Det skyldes blandt andet, at der kun foregår en mindre grad af statslig omfordeling mellem rig og fattig.
Den liberale velfærdsmodel
I den liberale velfærdsmodel opfattes civilsamfundet og markedet som selvstændige overfor staten. Opfattelsen er, at hvis markedet ikke bliver forstyrret af staten, vil det møde borgernes behov. Formålet i denne model er at sikre, at velfærdsstatens ydelser ikke forhindrer markedsøkonomien i at fungere ordentligt.
I den liberale velfærdsmodel, skal staten kun gribe ind, når markedet og civilsamfundet svigter. Staten sikrer kun sikkerhed, og de offentlige ydelser er begrænset. Staten skal ikke forsørge nogle borger og omfordelingsrollen er meget minimal.
Den enkelte borger skal derfor forsikre sig selv gennem private ordninger på markedet. Det er derfor markedskræfterne, der sørger for velfærden.
Den liberale velfærdsmodel er individorienteret. Det vil sige, at velfærden i høj grad overlades til det enkle individ. Det er kun de absolut svageste, som der får ydelser, de er med til at sikre dem et eksistensminimum.
USA er et godt eksempel på den liberalistiske velfærdsmodel, hvor kun få individer har ret til sociale ydelser, fordi man ikke kan klare sig selv. Der ingen tvivl om at USA´s velfærdsmodel kan kategoriseres som liberalistisk. Dog havde præsident Obama indført en såkaldt Obamacare-plan, der sikrede over 30 millioner amerikanere en sygesikring. Dette er en ordning, der ikke kan siges at ligne den idealtypiske model.
Finansiering af den liberale velfærdsmodel
Den liberale velfærdsmodel finansieres af sociale ydelser: Lidt gennem skatter, ellers via private forsikringer.
Omfang af ulighed: Der er en betydelig ulighed mellem befolkningen. Det skyldes blandt andet, at der kun foregår en mindre grad af statslig omfordeling mellem rig og fattig.
Velfærdstrekanten
Velfærdstrekanten er en forenklet måde, hvorpå man kan beskrive, hvem der kan varetaget forskellige opgaver i et samfund. Det behøver nødvendigvis ikke alene være i samfund, som er karakteriseret som velfærdssamfund.
Velfærdstrekanten består af tre instanser: Marked, civilsamfundet og staten. De tre instanser skal stå for at skabe mest muligt velfærd for borgerne. Alle lande har forskellige kombinationer af de tre instanser. Kombinationerne kaldes velfærdsmiks.
Marked: Velfærdsydelser, der er leveret af markedet, er afhængige af aktiv deltagelse på arbejdsmarked. Drivkraften er her penge. Markedet afhænger ligeledes af efterspørgsel blandt forbrugere, da efterspørgslen vil resultere i økonomisk vækst. Beskæftigelse sikrer borgerne en indtægt hver måned. Samfundsudviklingen har betydet, at varer og serviceydelser kan købes på markedet. Nyttemaksimering er den vigtigste færdselsregel på markedet. Ideologien bag marked er liberalismen.
Staten: Staten leverer og finansierer de fleste ydelser, og står for den store omfordeling af goderne i et samfund. Statens finansiering sker gennem betaling af skatter, afgifter og muligvis brugerbetalinger. Formålet for staten er at sikre lighed mellem befolkningen og alle har en god levestandard. Omfordelingen sker igennem et progressivt skattesystem. Ideologien bag staten er socialismen.
I staten er de vigtigste færdselsregler: Overholdelse og anvendelse af regler, som er motiveret af frygt for sanktioner. Magt er helt centralt for, den måde man handler på i denne sfære. Staten har overtaget flere opgaver fra civilsamfundet i forhold til børne- og ældrepleje.
Civilsamfundet: Civilsamfundet dækker over de nære sociale netværker som familier, nabo- og venskaber. Derudover også formelle institutioner som for eksempel kirken og frivillige organisationer – altså alt, hvad der er uden for stat og marked.
I civilsamfundet er man drevet af værdirationel handlen. Det er normalt ikke ønsket om økonomisk gevinst eller juridisk pligt, der dominerer forholdet mellem bror og søster, eller medlemmer i en idrætsforening. Det handler mere om værdier og normer.
Civilsamfundet er hvor velfærden er styret af familie, venner og frivillige organisationer. Har man et socialt bredt netværk, så vil man klare sig bedre i velfærdssystemet. Velfærden som familie eller venner udbyder kan være pleje og omsorg. Ideologien der ligger bag civilsamfundet er konservatisme.