Kalmarunionen

Kalmarunionen var et fællesskab mellem de tre kongeriger Danmark, Norge og Sverige i perioden 1397-1523. Det var den danske dronning Margrete 1. var hovedarkitekten bag Kalmarunionen.

Det var dronning Margretes tid, at unionen fungerede bedst. Fra 1448 begyndte en langsom opløsningsperiode, som kulminerede med Det Stockholmske Blodbad i 1520. Kong Christian 2. henrettede en stor del af den svenske adel, hvilket førte til den svenske løsrivelse i 1523.

Kalmarunionen fik sit navn efter Kalmar Slot i Småland, det var her den 15-årige Erik 7. af Pommen blev kronet til konge over de tre riger af både den danske og svenske ærkebiskop i 1397. Det var dog Droning Margrete den 1., som der styrede Kalmarunionen frem til hendes død i 1412.

Kalmarunionen blev oprettet som et resultat af både pest og stridigheder om arvefølgen i de enkelte reger. Norden var samtidig også presset af det selvstændige mecklenburgske hertugdømme i Nordtyskland.

Kalmarunionen blev oprettet ved et møde i Kalmar i 1397, hvor aristokratiet fra de tre lande samledes for at krone kong Erik.

Dronning Margrete 1 var regent af Danmark i 1375-1412 og dronningkonsort af Norge (1363-1389) og af Sverige (1363-1364), da hun var gift med Haakon 6. af Norge. Hun regerede dog senere kongerigerne selv og tiltales i dag som dronning af Danmark, Norge og Sverige.

Dronning Margrete stod bag Kalmarunionen, som var politisk union, som dækkede over Skandinavien og Norden i over et århundrede.

Margrete 1. var datter af den danske kong Valdemar Atterdag, også var hun gift med den norske kong Håkon 6. Dette gav hende tæt tilknytning til begge kongehuse.

Det lykkedes Margrethe 1. at få hendes mindreårige søn Oluf udnævnt til retmæssige arving til både Danmark og Norge. Dette resulterer i, at hun selv skulle være regent indtil, han blev myndig. Oluf døde som kun 16-årig, hvorefter Margrethe hentede sin nevø, Erik, til Danmark. Hun fik ham udnævnt som retmæssig arving af både Danmark og Norge.

Margrethe indgik en alliance med Sveriges konge i 1388. i 1397 blev hendes nevø Erik kronet til konge over et samlet Norden med hende selv som rigsstyrer.
Dronning Margrete 1. var en succesfuld krigsleder og dygtig diplomat.

Margrethe sikrede med kalmarunionen Norden en god position i Europa. Der var magtcentrum i Danmark. De enkelte riger følger dog hovedsageligt deres egne love og traditioner, som var gældende før unionens oprettelse.

Margrete 1. døde i 1412 formentlig af pest, og hun er begravet i Roskilde Domkirke.

Valdemar Atterdag, som var Margretes far, døde i oktober 1375. Der var ingen åbenlyse mandlig tronfølger i Danmark, hvorfor fremtiden for det danske monarki var usikkert. Valdemar havde mistet sine sønner, så det var sønnerne af Valdemars to døtre Ingeborg og Magrete, som stod til at være tronarving.

Margrete sikrede hurtigt sin søn Olaf tronen i Danmark. Hendes mål var formentligt at sikre sig kronen selv, men det kunne ikke lade sig gøre. Hvorfor hun satsede på, at hun og Håkon kun virke som formynder for deres søn Olaf. Olaf blev kåret som konge under navnet Oluf 2. ved et møde i Slagelse i maj 1376.

I 1380 døde kong Håkon af Norge. Derfor blev kong Olaf af Danmark nu også hyldet som norsk konge i 1381. Hvorfor Magrete nu regerede både i Norge og Danmark.

Kalmarunionen blev i starten regerede af Margrete 1., hvor hun var .. Herefter hendes død i 1412 overtog hendes nevø Erik 7. magten, han havde dog ikke de samme politiske og diplomatiske talent. Han blev også afsat som regent af alle tre riger, hvorefter hans nevø Christoffer 3. blev sat på tronen.

De to efterfølgende på tronen var kong Christian 1. og kong Hans, men det lykkedes ingen af dem at få skabt fred og sammenhæng i Kalmarunionen. Den store utilfredshed kom særligt fra det svenske rigsråd og adel.

Kalmarunionen blev indgået i 1397, hvor de nordiske riger blev forenet i et samlet monarki. Hvert land opretholdt dog sin egen lovgivning.

Den unge 15-årige Erik 7. blevet hyldet til kongen i hvert af de nordiske riger. Hvor der blev beseglet et kroningsbrev, det gav Erik og Margrete retten til alle len i deres levetid og vælge deres tronfølger.

Det var Magrete som regerede indtil Erik af Pommern, var myndig.

Erik 7. af Pommern hed oprindelig Bugislav, men blev til Erik, da Margrete adopteret ham til at blive konge. Erik af Pommern var konge af Danmark, Norge og Sverige fra 1396 (Norge fra 1389).

Erik blev gift med Flilppa, datter af kong Henrik 4. af England i 1406. De fik ingen børn, hvorfor Erik udpegede sin fætter til arvtager.

Margrete 1. vedblev reelt at regere Kalmarunionen frem til sin død i 1412, selvom Erik var blevet myndig. De forsøgte også at hævde den danske indflydelse i Slesvig. Det resulterede i en mangeårige krig om hertugdømmet fra 1416.

Christian 2. overtog tronen i 1513. Det vigtigste mål var at få Sverige tilbage i Kalmarunionen, dette udløste en langvarig krig i Sverige fra 1517. I 1520 overgav Stockholm sig, hvor Christian 2. lovede sin fjender straffefrihed, hvis de accepterede ham som konge af Sverige.

Kong Christian 2. overholdt dog ikke det. Han fik anholdt en stor gruppe af den svenske elite og dømt for kætteri, som førte med straf med henrettelse. Der blev halshugget 83 mennesker på torvet i Stockholm.

Det var Christian 2.’s formål at sikre sin position og beskytte unionen. Det Stockholmske Blodbad fik dog en helt anden effekt, Sveriges magtfulde slægter vendte sig mod den danske konge. Et oprør som blev ført af Gustav Vasa, som kunne erklære sig som konge i 1523 i et selvstændigt Sverige.

Svenskerne brød endeligt med det danske overherredømme efter Det Stockholmske Blodbad og indsatte 6. juni 1523 adelsmanden Gustav Vasa som konge af Sverige.

Efter opløsningen af Kalmarunionen fortsatte tvillingeriget Danmark-Norge med unionen frem til 1814, hvor rigsfællesskabet mellem de to lande blev opløst.

Kalmarunionens flag eller Nordens flag blev forsøgt indført af kong Erik af Pommen i 1430. flaget var gult med et rødt kors efter mønster af Dannebrog.