Den spanske borgerkrig

Den spanske borgerkrig var en krig mellem Spaniens republikanske regering og nationalisterne anført af general Francisco Franco. Borgerkrigen blev udspillet mellem 1936 og 1939.

Nationalisterne fik støtte militært fra Nazi-Tyskland og Mussolinis Italien. Republikken købte militært udstyr fra Sovjetunionen og Mexico, det førte ikke-interventionspolitik i vesten medførte dog, at regeringen ikke kunne købe våben.
Hvorfor de sidste to af krigen kæmpede republikanerne uden våbenhjælp.


Den spanske borgerkrig blev en lang og blodig udmattelseskrig, som endte med sejre til nationalisterne

Den spanske borgerkrig var et resultat af fem år med dybe politiske og sociale spændinger, som havde resulteret i en voldsom polarisering af det spanske samfund.

Det spanske samfund var splittet med de højreorienterede nationalister og på den anden side republikanerne, som støttede det spanske demokrati.

Den spanske borgerkrigs sammenhæng med kommunisme er, at den republikanske regering kun modtog støtte fra Sovjetunionen og Mexico. De var lagt på is af resten af vesten.

Sovjetunionen spillede en vigtig rolle i de republikanske områder via det spanske kommunistparti. Det spanske kommunistparti voksede i denne periode og indtog en afgørende position i republikken. Der var dog stor intern splittelse på den republikanske side, hvilket resulterede i meget volddige sammenstød mellem kommunisterne og de andre venstreorienterede grupper.

Årsagen til den spanske borgerkrig var flere århundrede med lange konflikter. Spanien var præget af en gammel politisk konfliktlinje mellem regionalt selvstyre og det traditionelle centralistiske styre.

Generelt var det international politisk felt i 1930’erne præget af politisk ustabilitet, frygt for kommunistiske revolutioner, fascistiske bevægelser, dårlige demokratier, stor ulighed og mange lande i Europa fik et autoritært styre.

Den spanske borgerkrig startede den 17. juli 1936, hvor der brød en militær opstand ud i Spansk Marokko. Den spredte sig hurtigt til hele landet, hvilket delte Spanien i to.

Oprørerne, som var nationalisterne, fik hurtig kontrol over store dele af vest, hvorimod de blev nedkæmpet i det meste af det sydlige og østlige Spanien.

Den spanske borgerkrig endte den 1. april 1939, hvor den nationalisternes leder, general Francisco Franco, proklamerede krigens afslutning.

Efter den spanske borgerkrig steg leveomkostninger voldsomt, hvilket førte til social nød og sult. Undervisning og kulturliv blev udrenset og censureret.

Nationalisterne forfulgte også deres modstandere og flere blev henrettet, fængslet eller drevet i landeflugt.

Francisco Franco Y Bahamonde (1892-1975) var general for nationalisterne under den spanske borgerkrig. Han var ikke en af de hovedkræfterne bag opstanden, som en række andre generaler stod bag i 1936. der gik dog ikke længe, før han stod i spidsen for opstanden.

Efter borgerkrigen sad Franco som Spaniens diktator frem til sin død i 1975.

Efter nationalisterne og Francos sejrer i 1939 indførte Franco et diktatur, som varede helt frem til hans død i 1975.

Francos var en barsk og hævntørstig leder. Franco forfulgte sine politiske modstandere, hvor Spanien var underlagt et hårdt diktatur i midten af 1900-tallet.

De stærke antikommunistiske holdninger Franco stod for gjorde ham populær i USA. Hvor USA var i kold krig med den kommunistiske Sovjetunion. Spanien indgik en aftale med USA, som gjorde det muligt for USA at etablere luft- og flådebaser i Spanien. Denne alliance gjorde Spaniens økonomiske situation mere stabil sammen med den begyndende turisme.

Diktaturet i Spanien ophørte ved Francos død den 20. november 1975. Dette var startskuddet til, at Spanien udviklede sig til et moderne europæisk demokrati.

Den Anden Spanske Republik varede fra 1931 til 1939, hvor nationalisterne vandt og borgerkrigen var slut.

Republikken havde store økonomiske problemer, hvilket var et resultat af overforbruget under diktaturet og børskrakket i 1929.

I 1931 blev en række nye forfatninger vedtaget, som indebar ytringsfrihed, udvidede stemmeret, flere privilegere til kvinder og den franske adels særstatus blev fjernet. Derudover satte den nye forfatning også begrænsninger for den katolske kirkes indflydelse.

Mellem 1931 og 1939 skiftede regeringsmagten hænder mellem venstreorienterede og højreorienterede, og der blev skabt stor splittelse mellem de to grupper.

Danskernes officielle holdning til den spanske borgerkrig var, at man ikke ville tirre Tyskland, som var et generelt ønske fra den socialdemokratiske Stauning-regering.

Der var omkring 500 danske, som deltog i Den spanske borgerkrig på republikkernes side. De fleste kom fra arbejderklassen, og mange af dem var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, DKP. Disse Spanienfrivillige blev først set skævt til, men under besættelsen gik de aktivt ind i den danske modstandsbevægelse, hvorfor opfattelsen af dem blev ændret.