Ghettoer - historien bag

En ghetto er en bydel, hvor der er en ensartet befolkning, som ofte med samme etnisk baggrund eller fra en bestemt samfundsklasse.

Oprindelig blev betegnelsen ghetto brug til at betegne de byområder med jøder i europæiske byer. Og selve ordet ”ghetto” stammer fra det jødiske område i Venedig. I dag bruges ordet til at betegne områder i moderne storbyer, som er befolket af særlige etniske grupper eller grupper med fattigdom eller sociale problemer.

Ghettoer betød oprindeligt de jødiske kvarterer, disse kunne man finde i lang række europæiske byer mellem det 12. og 19. århundrede og igen under 2. Verdenskrig.

I de oprindelige ghettoer var, jøderne tvunget til at bo inden for grænserne, som ofte var afgrænset af en mur med porte. Indespærringen førte til overbefolkning, overdødelighed og fattigdom, men det betød samtidig også, at de jødiske samfund skabte et stærkt kulturelt og økonomisk fællesskab.

Et jødisk kvarter i Venedig hed ghetto hvoraf navnet.

Frem til 1516 havde jøder ikke lov til at bo i Venedig, hvorfor man i dette år oprettede et særligt afsondret område, hvor jøderne gerne måtte bo. De blev pålagt en lang række restriktioner og særligt i forhold til hvilke erhverv, de måtte udøve.

Når jøderne forlod ghettoen, så skulle mændene bære en gul cirkel og kvinderne et gult tørklæde. Jøderne så det ikke som et fængsel, men som et sted, der blev ydede beskyttelse mod overgreb og forfølgelse. Med tiden blev ghettoen et intellektuelt center for jødisk kultur og samlingssted for jøder.

Ghettoen blev officielt afskaffet af Napoleon i 1797, hvor han annekterede republikken Venedig.

Nazisterne anlagde under 2. Verdenskrig ghettoer rundt om i de østeuropæiske byer til jøderne. I 1939 begyndte nazisterne at flytte polske jøder til specifikke områder i de større polske byer.

De polske ghettoer var omgivet af mure, og alle de jøder, som der forsøgte at flygte, blev skudt.

Der var kummerlige forhold bag murerne til 2. Verdenskrigs ghettoer, og mange døde her eller blev sendt videre til udryddelseslejrene.

Den største jødiske ghetto under 2. Verdenskrig lå i Warszawa. Ghettoerne var præget af sult, dårlige hygiejne og epidemier, hvor blandt andet ghettoen i Warszawa blev angrebet af tyfus, hvor flere tusinde døde.

Rationerne af mad var lavt sat sammenlignet med rationerne til ”tyskerne”. Der var arbejdspligt i enten krigsproduktionen, værksteder eller uden for ghettoen i stenbrud eller ved vejarbejde.

På trods af elendigheden, så forsøgte jøderne at opretholde et normalt liv i ghettoerne med børnehaver, skoler, kulturarrangementer og politiske diskussioner. De fortsatte også det religiøse liv i hemmelighed.

I dag er de mest kendte ghettoområder placeret i USA, og er de sortes ghettoer. I dag er der stor forskel på de forskellige ghettoområder, men de er kendetegnet ved, at de i højere grad er isoleret fra det øvrige samfund.

I Danmark bruges begrebet ghetto til at betegne større boligområder, der har mange beboere med anden etnisk herkomst og med flere sociale problemer. Det er områder, som der i mere eller mindre grad er isolerede fra resten af samfundet.

Lige siden 1990’erne har ghettoen været på den danske dagsorden. I 2004 omtalte Anders Fogh Rasmussen, den daværende statsminister, danske ghettoer i sin nytårstale. Herefter blev der nedsat et ghettoudvalg.

Ghettolisten er en dansk liste over de områder, som er særligt udsatte. Betegnelsen ghetto blev brugt i perioden fra 2010 til 2020 om en række officielt udpegede områder, som var præget af lav beskæftigelse, indkomst og uddannelse, høj kriminalitet og/eller mange ikke-vestlige beboere.

Ordet ”ghetto” som hele tiden er blevet omdiskuteret, er nu blevet afskaffet i myndighedernes officielle sprogbrug.