I år 965 lod Harald Blåtand sig døbe. Harald Blåtand var derfor den første kristne konge i Danmark.
Harald Blåtands runesten markerer overgangen, hvorpå han skrev, at han gjorde danerne kristne. Derved blev den traditionelle
nordiske religion udskriftet med kristendommen, som den dominerende religion i Danmark.
Historien om Poppos jernbyrd skal vise sig at være det afgørende for, at Harald tager beslutningen om at lade sig døbe.
Under en diskussion om, hvem der var stærkest – de nordiske guder eller den hvide Krist trådte munken Poppe frem. Poppe erklærer, at han ved at bære jernbyrd, glødende jern, ville han bevise, at Kristus var den sande Gud.
Poppes hånd fik ingen skader, da han rørte ved det glødende jern. Alle blev derved overbevist om den katolske tros sandhed, som der står i en samtidig krønike.
Kong Harald lod sig herefter døbe, idet han samtidig befalede sin stormand til at gøre det samme.
Modstanden mod kristendommen var stor i de kommende årtier. Og man skal formentlig helt frem til kong Sven Estridsen (1047-76), før man kan tale om, at danskerne helt og holdent er gået over til kristendommen.
Et ærkebispedømme blev oprettede i Lund i 1103 og derved fik Danmark sin egen kirkeledelse.
I vikingetiden var store dele af Europa blevet kristent, men vikingerne tilbad deres egne guder og holdt fast i dem. De tidlige missionærer, der kom til Danmark i 700- og 800-tallet havde derfor meget svært ved at udbrede kendskabet til kristendommen.
Kristendommen syntes dog at være en nødvendighed for de handlende vikingekøbmænd i Europa, hvis de ville indgå handelsforbindelser. De handlende vikinger lod sig derfor ofte i udlandet ’primsigne’, de afsværgede de gamle guder uden nødvendigvis at modtage en kristen dåb.
Den første kristne mission, der findes efterretninger om, fandt sted omkring år 710, da den engelske ærkebisp Willibrord (ca. 658-739) rejste til Danmark for at missionere.
Willibrord fik formentlig en hård modtagelse, da han omtaler danernes konge, Ongendus (Agantyr) som mere grusom end noget dyr og hårdere end sten. Willibrord rejse derfor hurtig hjem igen, men han tog 30 drenge med, der skulle oplæres i den kristne lære.
Willibrord missionerede sidenhen blandt friserne og kendt som ”frisernes apstel”
