Nationalstaten

Det var i starten af 1800-tallet, at kravet om politiske reformer voksede frem rundt i Europa. I Danmark startede en nationalliberal bevægelse med rod i det københavnske borgerskab. Det skete i kølvandet på Eidvollforfatningen (1814) i Norge og julirevolutionen i Paris (1830).

De nationalliberale kævede folkestyre og en fri forfatning. I forbindelse med, at kong Christian 8. døde den 20. januar 1848 kom der ekstra pres på enevælden. Nationalliberalerne sammenfattede en række krav til den nye kong Frederik 7., og han valgte at imødekomme disse krav.

Danmark fik året efter, den 5. juni 1849, sin første frie forfatning: Grundloven. Enevælden var hermed fortid.

Grundloven blev indført den 5. juni 1849, som Danmarks første frie forfatning. Her blev Rigsdag indført, som bestod af Folketinget og Landstinget. Ved den første forfatning var det kun mændene som kunne stemme, da man anså dem som repræsentative for hele husstanden. Det var samtidig kun mænd over 30 år med fast bopæl og egen husstand, som der kunne stemme. Det betød, at det var omkring 14 % af befolkningen, som der var stemmeberettiget.

Nationalismen voksede frem i forbindelse med Europa blev urbaniseret og industrialiseret. Fremkomsten af nationalstater var med at skabe stærke nationale følelser blandt folket. Borgerne i Europa følte en stærk tilknytning til deres nationer. Nationalismen var den drivende kraft til opbygningen af politiske institutioner som nationale parlamenter.

Hvor nationalismen var med til at fremme følelse af nationalt fællesskab og loyalitet og dæmpe spændinger i industrisamfundet, var det også medvirkende til udbruddet af 1. Verdenskrig. Hvor 1. Verdenskrig lagde mange lande tilbage med politiske og sociale uroligheder, som gav anledning til fremvæksten af fascisme og nazisme.

En nationalstat er kendetegnet ved, at den er blevet etableret med henblik på at styre en nation og dens territorium er søgt afgrænset efter nationalitetsprincippet.

Danmark blev en nationalstat den 5. juni 1849, da Frederik 3. underskrev Danmarks første grundlov. Det markerer overgangen fra enevælde til konstitutionelt monarki og demokrati.

Danmark er en Nationalstat, hvilket vil sige, at Danmark både er en stat og en nation. Landet har faste landegrænser, en folkevalgt regering og en fællesskabsfølelse om at være dansk.

Siden slutningen af 1700-tallet har ideen om folket og nationen været med til at sætte dagsordenen for europæisk politik. Det er svært at forestille sig en verden uden nationer, da det er sådan vi betragter verden både politisk, økonomisk og kulturelt.

Nationalstater i Europa voksede frem i Europa i 1800-tallet i hvert fald den moderne nationalisme. Nationalismen udspringer af et fællesskab, som er knyttet til et fælles sprog, historie og land. Nationalister søger at samle det kulturelle fællesskab om politik.

Nationalisme er en stærk nationalfølelse, som blev udviklet i 1700-tallet og så første gang rigtig udspillet under Den Franske Revolution.

Ideen med nationalisme baserer sig på en politisk selvbestemmelse for nationer. Den første bølge tronede frem under modernitetens udvikling. Hvor det kom frem med kommunikationsmidlerne, der opstod et socialt kommunikationsfællesskab.

Nationalromantikken blomstrede frem i slutningen af 18-tallet. Kunst og fortællinger skulle afspejle folkets sagn, skikke og traditioner. Her blev romantikkens dyrkelse af naturen og middelalderhistorien med de nationale strømninger kombineret. Man betragtede hver enkel nation som unik under nationalromantikken.

I Danmark blev særligt N.F.S. Grundtvigs tanker om genskabelse af den nordiske folkeånd inspiration for kunst og litteratur.

Det var også i slutningen af 1800-tallet, at industrien voksede frem. Tusindvis af kvinder og mænd blev industriarbejdere, dog var landbruget stadig det største landbrug. Industriens idealer voksede dog frem, hvor fremskridt, vækst og organisering kom til at præge store dele af samfundet.

Der var også mange børn, som udgjorde en stor del af den billige arbejdskraft i slutningen af 1800-tallet i industrien.

Grundloven sikrede trosfrihed. Hvor statskirken blev til en folkekirke, hvor der hurtig kom nye kirkelige retninger såsom grundtvigianisme og Indre Mission.

Grundtvigianismen var et opgør med den etablerede kirke, hvor man delte N.F.S Grundtvigs tro på, at man skulle være menneske først og derefter kristen. De kæmpede for kirkelig frihed for både præst og menighed. Grundtvigianerne oprettede egne valgmenigheder, friskoler, højskoler og andelsforeninger.

Indre mission har rødder i 1700-tallets pietisme og blev stiftet i 1853. Der lægges stor vægt på Bibelen som Guds ord og den personlige tro på Jesus Kristus.