Den Franske Revolution

Den Franske Revolution var en periode med politiske omvæltninger, det foregik i Frankrig mellem 1789 og 1799. Resultatet på Den Franske revolution var enevældens fald og borgerskabets første store politiske fremdrift.

Den Franske Revolution prægede hele Europa, og det prægede konflikter i Europa helt frem til 1815.

Årsagen til Den Franske Revolution var den voksende økonomisk og sociale spænding i Frankrig, som havde været gældende op igennem 1700-tallet.

I 1700-tallet var den franske enevælde byggede på adelens og kirkens skattefrihed, hvor borgerskab og bønder blev holdt ude af politisk magt.

Den Franske Revolution blev indledt den 17. juni 1789, hvor borgerskabets repræsentanter ved Stænderforsamlingen erklærede sig for Nationalforsamling.

Paris’ borgere støttede dem, og den 14. juli udbrød oprøret og endte med erobringen af Bastillen. 14. juli har sidenhen været Frankrigs nationaldag.

Man opdeler normalvis Den Franske Revolution i tre faser

1789-1792: Revolutionens moderate fase – her blev monarkiet begrænset og sidenhen afskaffet
1792-1794: Revolutionens radikale fase – en tid med indre splittelse og krig
1794-1799: Ledelsen af den franske republik blev mere moderate, men samtidig korrupt og meget upopulært. Direktoriet, som styret blev kaldt, var ved magten frem til Napoleon Bonaparte tog magten ved et statskup i 1799.

Den Franske Revolution udsprang af oplysningstiden. Det var en tid, hvor man tog afstand fra kirkens indflydelse på mennesket og man tillagde sig tanker som menneskelige fornuft.

Oplysningstiden var en tid med nye tanker om frihed og lighed. Der herskede en optimistisk tro på, at det enkelte mennesker evner til at begribe sin omverden ved brug af sin fornuft. 

Den Franske Revolution har haft stor betydning for magtforholdene i toppen af de franske samfund. Kirken mistede store dele af sine privileger under revolutionen, heriblandt masser af jord, skattefrihed og juridisk særstilling.

Adlen fik også frataget sine privilegier under Den Franske Revolution.

Borgerskabet havde vundet frem og stod nu på lige fod med adelen. Hvor det nu var ens ejendom og formue, som der bestemte hvilke privileger, man havde.

Den Franske Revolution prægede også forholdene i mange andre europæiske lande. Frankrig var i nærmest konstant krig med andre europæiske magter under revolutionen. Her så andre lande, hvordan franskmændene kæmpede for nationen og ikke for fyrsten.

Den franske nationalisme spredte sig hurtigt til andre europæiske lande. Tanken om, at hver nation havde sin egenart og ret til selvbestemmelse. Nationalismen var en af de bærende drivkræfter i det 19. og 20. århundrede i Europa.