Den danske kongerække

Kongerækken er en liste over Danmarks regenter gennem tiderne. Kongerækken er formentlig startede tilbage engang i det 7. eller 8. århundrede, Danmark har nemlig i al historisk tid været et monarki. Dog kender vi ikke alle kongerne og den præcise rækkefølge med sikkerhed, hvorfor man kan møde forskellige bud på den danske kongerække.

De fleste kongerækker starter dog med Gorm den Gamle, da man historisk er enige om, at med Gorm den Gamle og hans efterfølgere, har man været nogenlunde sikker historik omkring kongernes navne og rækkefølge. Mange mener dog også, at Hardeknud kan anses som dansk konge, dog kan man ikke fastslå tidspunktet for hans regeringstid eller omfanget af hans rige.

De danske konger har også igennem tiden reageret over en lang række andre områder rundt om i verden såsom Gotland, Dansk Estland, Hertugdømmerne, Island, Norge og Sverige og endda i korte perioder England.

Det danske kongehus oplister selv en kongerække på deres hjemmeside, hvor de starter med Gorm den Gamle.

Den første officielle konge i kongerækken er Gorm den Gamle. Gorm den Gamle var konge fra en gang en 930’erne og frem til mindst år 958. Han bliver nævnt på Jellingstenene sammen med sin kone Thyre Dannebord og sønnen Harald Blåtand.

Der findes ikke mange kilder om Gorm den Gamle, hvorfor vi ikke ved meget om hans regeringstid. 

Siden Gorm den Gamle har alle danske monarker haft en fælles afstamning.

Det danske kongehus kan føre sin historie helt tilbage til Gorm den Gamle, som regerede tilbage i 900-tallet. To slægter dominerer den danske kongerække stamtavle, hvor den oldenborgske slægt regerede fra 1448, og den blev afløst af den glücksborgske i 1863, som nutidens kongefamilie stammer fra.

Huset Oldenborg er et europæisk fyrstehus med oprindelse i Nordtyskland. Huset er en af Europas mest indflydelsesrige fyrstelige slægter, hvor slægtens grene har regeret i Oldenborg, Danmark, Norge, Sverige, Slesvig, Holsten, Rusland, Sachsen-Lauenburg, Grækenland og Island.

Den nuværende danske dronning, kongen af Norge og den britiske dronnings ægtefælle tilhører eller tilhørte alle huset Oldenborg.

I Danmark kom huset Oldenborg til den danske trone med kong Christian 1. i 1448. Lige siden har de danske konger og dronninger tilhørt denne fyrsteslægt. I 1863 kom den glücksburgske slægt til tronen med Christian 9., men dette er en sidegren af den oldenborgske slægt.

Huset Lyksborg eller Glücksburg, officielt Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg er et fyrstehus. I dag omfatter fyrstehuset den danske kongefamilie.
Slægten har sit navn efter Lyksborg Slot, som ligger ved Flensborg Fjord.

Huset Glücksborg er en gren af Huset Oldenborg, hvis ældste sikre stamfar er Egilmar 1., som blev født engang i det 11. århundrede.

Den glücksburgske slægt kom til kongemagten i Danmark, da Kong Frederik 7. døde og var barnløs. Den nærmeste arving var hans fætter Frederik af Hessen-Kassel, han afslog til fordel for sin søste rLousise af Hessen-Kassel. Louise sagde også nej til at overtage tronen, men hun forslog sin mand, prins Christian af Glücksborg. De var begge oldebarn af Frederik 5., og prins Christian nedstammede også i en lige mandlig linje fra Christian 3. Prins Christian blev indsat som tronarving i tronfølgeloven i 1853.

Ved kong Frederik 7. død i 1863 overtog Christian tronen og blev kong Christian 9. Christian 9. efterkommer har siden regeret i Danmark, og i tipoldefar til dronning Margrethe 2.

Kongemagtens styreform har ændret sig gennem tiden, hvor de igennem tiden har haft stor magt.

Frem til 1660 var Danmark et valgkongedømme, hvilket betød, at kongen var valgt af folket selv. Dette betød i princippet, at alle i teorien kunne blive konge. Stormændene holdt sig som regel til den ældste søn af den forhenværende konge.

Valgkongedømmet havde heller ikke nogen fast tronfølgelov, hvorfor kongeværdigheden ikke var begrænset til mandslinjen.

Det var en gammel tradition, at kongerne skulle vælges på de tre landsting i Viborg, Ringsted og Lund. Dette betød, at der kunne være op til hele tre konger samtidig og derfor en deling af riget.

I 1660 blev det forslået at indføre arveligt monarki for at beskære adelens privilegier. Hvorefter adelen gav efter for presset fra konge, kirke og borgerskab og Frederik 3. blev herefter arvekonge hyldet. Herefter udnyttede Frederik 3. tiden til at underskrive Enevoldsarveregeringsakten, hvilket gjorde konge nenevældig.

Kongeloven betød, at kongen gik fra at være stormændenes leder, som de selv valgt og afsatte, til at være leder for hele riget og have magten over alle.

Revolutionsbølgerne som fandt sted i store dele af Europa og særligt i Frankrig medførte i 1848 et ønske om en demokratisk grundlov. I 1840 blev grundloven vedtaget i Danmark og gjorde samtidig Danmark til et konstitutionelt monarki. Dette betød, at kongens magt blev kraftig indskrænket.

Kongen og dronningens rolle har siden været at repræsentere Danmark diplomatisk udadtil og være et folkeligt samlingspunkt.